 |
| |
|
| |
"På opfordring af min familie, har jeg her fortalt om min barndom
i Frederiksdal i 1920'erne og 30'erne" |
| |
er skrevet af Inge Jacobsen, november 1995 |
|
|
Tilbage
<< |
SIDE 3 |
Næste side >> |
| |
 |
Min farfar var en kraftig mand med et stort hvidt skæg og vi havde stor respekt for ham. Han var revisor i Bikuben og der blev sagt, at han ikke kunne arbejde sammen med de andre ansatte, så han arbejdede mest om aftenen og natten. Om det havde noget på sig ved jeg ikke, men vi børn mødte ham tit når vi gik fra skole, så der har måske været noget om det. Han henvendte sig aldrig til os børn, undtagen vi nejede dybt for ham når vi mødte ham og hvis han var i nådigt lune fik vi et altheabolche af ham.
Da min farmor døde flyttede han i hus pa Hummeltoftevej hvor min faster Sigrid, som havde været gift i Norge og var blevet skilt, førte hus for ham. Hun havde 3 børn, 2 piger og 1 dreng og jeg ville nødigt have været de børn der skulle bo sammen med ham. Senere flyttede han til Frederiksdal igen. Han havde fået en lejlighed i en gartnerbolig der hørte til slottet og der blev han boende til han døde 77 år gammel.
Derimod havde min far en søster som hed Ellen Margrethe men aldrig blev kaldt andet end "Faster Tulle". Hun var en meget kraftig dame, hun led af en slags stofskiftesygdom. Hun havde været på mange slankekure men der var intet der hjalp. Hun var meget god imod os børn. Hun var uddannet i en bank men havde aldrig været gift. Det sagdes, at hun som ganske ung var kommet "gaIt afsted" og havde fået en lille pige som var blevet bortadopteret til en familie i Sverige.
Om sommeren havde hun et lille værelse hos os. Det lå i gavlen af huset og der hørte en lille veranda til og da hun var meget glad for os børn, så vi altid hen til, at hun flyttede ud tit os. Som ung havde hun været meget køn og hun havde en meget smuk sangstemme. Om sommeren når vi sad og hyggede os i haven sang og spillede hun guitar for os og folk som sejlede i kanalen, stoppede op og lyttede.
To gange om året tog hun os børn med på Bakken og om vinteren med ind og se "Nøddebo Præstegard". Der tog hun os med 2 af gangen og det glædede vi os til lang tid i forvejen, for det var en stor oplevelse for os. |
 |
Helt alene var hun dog ikke. Hun kom sammen med en gift mand i mange år. En skrædder fra Lyngby, som havde et sommerhus ned til Furesøen, men det var med konens accept, at hun kom i deres hjem. Han havde blandt andet en stor motorbåd og engang i løbet af sommeren blev vi inviteret på skovtur af ham og det var meningen, at vi skulle sejle til et sted der hed Kolle-Kolle. Vi blev sendt afsted med madpakke og saftevand men vi nåede aldrig længere end ud for broen ved Hjortholm. Så gik motoren i stå og da det som regel varede længe med at få den igang igen, nåede vi aldrig til Kolle-Kolle.
|
|
| |
|
|
|
|