 |
| |
|
| |
"På opfordring af min familie, har jeg her fortalt om min barndom
i Frederiksdal i 1920'erne og 30'erne" |
| |
er skrevet af Inge Jacobsen, november 1995 |
|
|
| Tilbage << |
SIDE 8
|
Næste side >> |
| |
 |
Jeg begyndte at gå i skole det år hvor vi flyttede til Frederiksdal og da der var små 1 1/2 kilometer til skolen i Virum, fulgte mor mig den første dag. På det tidspunkt var der ingen rigtig landevej op til Virum. Vi skulle følge vejen hen til slottet og så gik der en markvej, som hed møllestien op til Parcelvej hvor skolen lå.
Det var en streng vej om vinteren, for der var bar mark til hver side og når der lå meget sne blev der sendt kane ud fra gårdene, til at køre os hjem, for dengang var der ikke noget der hed sneplov. Men al sneen blev fjernet med håndkraft og så kunne det jo godt tage sin tid inden vejene var farbare.
Jeg holdt meget af at gå i skole og vi havde jo altid nogen at følges med. Det var en god skole at gå i, også selv om disciplinen var lidt mere streng end den er i dag og hænderne sad løse pa nogle af lærerne. Vi var så heldige, at der var et stort vandtårn der hørte til skolen hvor der var indrettet brusebad, hvor vi fik lov til at bade en gang om ugen og det var jo rart, for der var jo ikke mange hjem på den tid der havde bad.
Desværre kunne man kun gå i skole til syvende klasse og da jeg klarede mig godt i skolen, ville min klasselærer have, at jeg skulle fortsætte. Men så skulle jeg gå i skole i Lyngby og selv om læreren var hjemme og snakke med mor, havde de ikke råd til at lade mig gå i skole længere. Dengang var det almindeligt, at man kom ud at tjene når man var konfirmeret.
Nok havde vi en streng far, men det har nok heller ikke altid været lige nemt for ham. I de første år vi boede i Frederiksdal, arbejdede han helt ude pa Roskildevej i et nellikegartneri. Dengang var der ikke ret meget andet befordringsmiddel end cyklen. Han skulle være på arbejde kl. 7 og hjemmefra kl. 6 om morgenen i al slags vejr. Det har nok været strengt.
Heldigvis havde vi nogle naboer hvor manden arbejdede på Hartmanns Maskinfabrik i Lyngby og han skaffede min far arbejde pa fabrikken. Ganske vist var han ikke vant til at arbejde indendøre, men efter nogle år blev han ansat som privat gartner hos en af ejeme og der var han i mange år.
Der var to tidspunkter på året som vi så hen til og det var Pinsen og Sankt Hans aften. Selv om vi havde det småt sørgede mor altid for at vi fik noget nyt tøj til Pinsen. Engang havde hun fået noget hvidt lærred, som hun farvede rødt og så syede hun i hånden en kjole til Lise, Tove og mig og selv om de ikke var særlig smarte, var vi meget stolte af dem. Da vores fodtøj altid bestod af gummisko om sommeren blev de kridtet så de var flot hvide og så fik vi nye hvide ankelsokker.
|
|
| |
|
|
|
|