--
I Thyrsted med den venlige befolkning levede Fader og Moder lykkeligt i 9¬‡ Aar, indtil Fader i Vinteren 96 blev syg (77) og maatte lade sig indlægge paa Sct. Josefs Hospital i København. Det viste sig at være Blærekræft, for hvilken der ingen Redning var. Og efter at han igjen var kommen hjem, gik det hurtigt ned ad Bakke. Stakkels Fader led meget.

Moder og jeg skiftedes til at vaage hos ham. Men Fader var saa gudhengiven og saa taalmodig, han klagede aldrig. Den sidste Morgen bad Fader os om at synge: "Op dog Zion ser Du ej." Og derefter var Fader ikke mer ved bevidsthed. Døden indtraf Kl. 4 om Morgenen d. 16. maj 1896. Ved Begravelsen talte Onkel Vilhelm Flensborg (78)  fra Ferslev og Lærer Knudsen (79) fra Thyrsted i Præstegaarden, og Pastor Melbye (80) fra As (tidligere Hvilsted) samt Provst Brammer (81), der forrettede Jordspaakastelsen. Graven var gravet med Trappetrin, saa at de bar Kisten helt ned i den. Ahrent og jeg lavede et Hegn om Gravstedet af Egegrene; det stod i 27 Aar, indtil Moders Begravelse. Beboerne havde skænket en Sølvkrans til Faders Kiste; den har Moder siden haft hængende i sit Soveværelse. Nu efter Moders Død er den efter hendes Ønske bleven ophængt i Koret i Thyrsted Kirke.
- Cecilie

--
Under Faders Sygdom havde han haft en Kapellan, den senere Pastor Egeløv (82); efter hans Død og indtil Efterfølgeren, Provst Cederfeldt de Simonsens (83), Ankomst (d. 3/10 1896) og Indsættelse (d. 11/10) besørgedes Gudstjenesterne af Sognets Præster. Den store Mængde Ting, som Moder ikke kunne føre med sig, bortsolgtes ved Auktion i Præstegaarden (d. 9/10). Allerede om Efteraaret (20/10 1896) flyttede Moder til København, hvor hun havde lejet en Lejlighed i Aagade 108 (anden Sal til venstre), medens jeg blev boende i Thyrsted (hos Jordmoderen Md. Mortensen fra d. 18/10) for at tage 4. Klasses Eksamen fra Horsens Skole. Da dette var gjort, flyttede jeg over til Moder.

– I Aagade 108 levede Moder i 11 Aar. Den gang var der Fælled paa den anden Side af Jagtvejen, og ovre paa den ande Side af Ladegaardsaaen laa "Aahuset" med den jævne, borgerlige Forlystelseshave med Karussel, "Søstorm" og lignende (jvfr. Illustreret Tidende 1895, Nr. 49). Moder havde en fire Værelsers Lejlighed med Pigekammer, men desuden havde hun to Værelser paa Kvisten, og der var god Brug for det hele, thi saa snart vi ikke selv fyldte Lejligheden, blev det resterende lejet ud til Pensionærer. Moders Pension var kun lille og kunde ikke forslaa, saa der maatte ekstra Indtægter til. Marie var gift, Cecilie blev det snart efter, men vi andre har alle i kortere eller længere Tid boet hos Moder; Ahrent, til ahn blev gift (1901), Andreas, til han fik Regensen (1897) og efter denne (1900), Christian, til han kom paa Ehlers Kollegium (1898), og jeg, til jeg fik Regensen (1903). Fra Thyrsted havde Moder Hjulmandens Datter, Kirstine Nielsen (84) med som Pige. - Af Pensionærer, der boede hos Moder i Aagade 108 kan jeg huske: Hans Christoffersen (fra Uth) (nuværende Pastor Blesing), hans Svoger, nu afdøde Ingeniør Bay (Kromandssøn fra Bjerre), Typograf P. Rasmussen (nuværende Bogtrykker i Kolding), Carl Lassen (* 27/8 1877; nu afdøde Adjunkt i Aalborg), havde Blindtarmsbetændelse hos os Januar 1904; 1903-1904 hos os. Agnes Guldberg; Sept. 1903-Maj1905 (vor Kusine; *8/4 1879; senere gift Konnerup), Ingeborg Rasmussen fra 15/10 1904 (Lærerinde, *10/7 1878) og hendes Søster Karen 1905-06 (23.12 1881, senere gift Jacobsen). En Frk. Hansen (1/11 1906). Hvor trang Pladsen var, fremgaar af, at Soveværelset, nogle Aar var delt i to dele ved at et Skab og to ovenpaa hinanden stillede Kommoder samt et Forhæng - i det mørke boede Moder, i det lyse jeg. Men det var trods alt lykkelige Aar, og Moder glædede sig rigtig over Ungdommen, hun havde til Huse. Som Middags-pensionærer havde hun i lang Tid Svend Lauesgaard (nuværende Læge i Aalborg) og Klaus Vedel (nuærende Lektor i København). - I Spisestuen spillede vi Fodbold, og her begyndte Andreas i 1899 at indøve Folkedanse med fire Par. Vi husker fra den Tid Slagordet: "Pas paa Fru Gottschalchs Hoved" - hentydende til Moders bekymrede Bemærkninger om vor "Underboers" Befindende, naar vi blev for livlige.

I 1907 (21/9) flyttede Moder til Bülowsvej 36B, et Sted med fri Utsigt over Landbohøjskolens Forsøgsmark, men et saa utæt Hus, at hun allerede Aaret efter fortrak (d. 30/9 1908) og denne Gang til det herlige Vodroffsvej 55, en gammel Villa, der henlaa i frygtelig forfalden Tilstand, parat til Nedrivning; men Ejerens (Detailhandelsbankens) Fallit stoppede Byggeplanerne, og vi lejede første Sal og den ret betydelige Baghave, af hvilken dog Kvistens Beboere (Kunstnerparret Finne Døvle og Hans Berg) senere fik et Stykke, medens Stueetagens Beboere (Grosserer Bogelius) havde forhaven. Paa Bülowsvej havde Magdalene Pedersen (*22/10 i Uth, nuværene Læge i Aarhus) boet hos Moder (kom allerede 31/8 1907); ligesaa Ingeborg Rasmussen, der derfra flyttede til Gymnastikhuset. Paa Vodroffsvej 55 boede (Char)lotte Mørk-Hansen (senere gift med Ingeniør Axel Blichfeldt-Petersen) og denens Broder, Aage Bl.-P. (senere Forsikringsmand i Aarhus) hos os. Fra Regensen flyttede jeg (1906) til Bülowsvej og derfra med til Vodroffsvej 55. Vi var meget glade for den dejlige Lejlighed med Altanen og den morsomme Have med de gamle Piletræer fra Rosenaaens Tid. Kirstine og jeg dyrkede Haven med Flid, og Moder nød den rigtig.

Da jeg i 1914 blev gift og flyttede til Frederiksdal, fik Moder en Lejlighed i Gymnastikhuset (Vodroffsvej 51) hos Marie og Rasmussen. I denne lille Lejlighed oede hun til sin Død. Blant de Naboer, som hun havde i de andre Værelser ved Siden af hendes, satte hun særlig Pris paa Axelo Blichfeldt-Petersen, Christensen (begge nu Ingeniører) og Mose (*16/2 1890); senere cand.mag, Biblotekar i Amerika, hvorfra han skrev de kønneste Breve til Moder - og til Marie efter Moders Død. Kirstine blev hos Moder indtil 1916, da hun efter at have været hos os ca. 23 Aar maatte hjem for at styre Hus for sin Broder, der blev Enkemand og havde mange smaa Børn. Nu kom der en svær Tid for Moder, som saa længe havde haft Kirstine og holdt saa meget af hende, hvad vi alle gjorde. Mor havde forskellige Piger: Asta ogb efter Mosters Død (1918) Andrea Østergaard (* 26/12 1868), der havde været hos Moster i 29 Aar og endelig Ane Østergaard (*17/2 1881), der havde været hos Fru Eyndhoven i 6 Aar, og som nu blev hos Moder til hendes Død. I Gymnastikhuset var Moder jo mellem sine egne, og naar Marie og Rasmussen om Sommeren tog til Rosengaarden paa Fyn, tog Modergerne med dertil; medens Moder levede, var Moster hver Sommer et Stykke Tid i Hvorslev hos hende. Men det var til det sidste Moders kæreste Øjeblikke, naar hun kunne samle de flest mulige af sine Børn om sig, og med Børn, Svigerbørn og Børnebørn har hun ofte haft sin Dagligstue stoppet til Randen. Hendes Hørelse var ikke den bedste til sidst, omend langtfra slet Samtale paa Enmandshaand, men naar flere talte sammen, kunne Moder ikke følge med - men det gjorde hende intet - hun var lykkelig over os! Synet kneb det efterhaanden noget med, og moder vilde sikkert være bleven blind i Løbet af et Aarstid, om hun havde levet længere; det vilde være falden hende uendelig haardt, da hun elskede at arbejde og lige til det sidste syede og navnlig hæklede saa nydeligt. Hjertet kneb det med, og det var det, der endte hendes Dage, saa hun slapfor Blindheden og for Kræftens Pinsler, der ellers truede hende.
- C.V.

--
I Julen 1922 fik Mor en af sine slemme Forkølelser; jeg sendte da Bud efter Dr. Karen Marie Andersen, hvilket jeg undrede mig meget over, at jeg beredvillig fik lov til. Mor syntes ikke, man skulde ulejlige en Doktor, uden man var dødssyg. Dr. Andersen kom, og Frk. Ane Østergaard (Mors gamle Pige) løb ned for at hente mig, da mor plejede at ønske, at jeg var til Stede, naar Lægen var der. Mor saa saa underlig paa mig, da jeg kom ind, og sagde: "Men er Du der".

Jeg fik at vide senere, at Mor helst ville have væretalene med Doktoren, denne gang, da hun vilde vise hende en Knude, der var kommen i det ene Bryst. Den Knude maatte vi andre ikke faa noget at vide om, vi skulde skaanes for Sorg og Bekymring. Mor havde allerede gaaet med den ¬‡ Aar uden at kunne faa sig selv til at gaa til Lægen, men nu vilde hunbenytte Lejligheden, derfor maatte Dr. Andersen saa gjerne komme, men saa kom jeg og forstyrrede. Saa gik der en Maanedstid, men i Februar gik Mor til Lægen, og saa kom hun og fortaltemig, stille og ligesom hun gjorde en Undskyldning for det, at hun havde Kræft i Brystet. Hun saa helst, at ingen fik det at vide, men efterhaanden fik jeg dog Lov til at fortælle det til de nærmeste. Mor skulde have Røntgenbehandling paa Sct. Josephs Hospital og var forfærdelig glad og taknemmelig over, at jeg vilde gaa med hende. Jeg kunne ikke tænke mig at lade være. Mor fik 3 Gange 4 Behandlinger i Februar, Maj og August. Det lod virkelig til at holde det hen. Lægerne var godt tilfredse. Smerter havde Mor egentlig ikke, det kunne nok stikke og kravle lidt i det, men ikke slemt. Hele Sommeren, som Mor tilbragte paa Rosengaarden, havde Mor de usædvanlig godt og bevægede sig saa let og rask omkring. Hendes Hjerte, som ellers havde plaget hende meget i de seneste Aar, var bleven normalt, og Mor var i godt Humør. I løbet af September og Oktober blev Brystet verre og føød slemt, og det plagede Mor. Sidst i Oktober gik hun til Dr. Andersen, som sagde: "Det er bedst i skærer alt dette her væk; det varer kun et Par Dage, saa kan De komme hjem igjen". Mandag 5. Novbr. blev Mor saa indlagt paa St. Josephs Hospital. Det var i den gamle Bygning, omtrent ovenover det Værelse, hvor Far laa i sin Tid; det var Mor glad ved.

 Operationen var om Tirsdagen. Mor var kun lokalbedøvet, og det havde gjort forfærdelig ondt, men Dr. A. sagde, at Mor havde været en Helt, og det vilde da ikke lignet hende andet. Det gik godt fremad (Frk. Østergaard var der om Natten), men da jeg kom derhen Fredag Formiddag, var Mor ikke helt klar og fortalte saa meget, om hvad hun (som hun troede) havde set om Natten. Mor var bange og ulykkelig og sagde: "Havde jeg bare ikke haft den Oplevelse". Mor havde vist faaet Opium for at sove, og det var det, der havde virket saadan paa hende, at hun saa Syner.

Doktoren sagde, hun maatte komme hjem med det samme, hun vilde nok befinde sig bedre i sin egen Seng. Cecilie kom heldigvis ind den Dag, og vi hjalp hinanden med at klæde Mor paa. Falcks Folk kom ind paa Stuen med en Bærestol og bar Mor ned i en Sygebil, og saa bar de hende her hjemmelige op i i hendes Soveværelse. Det gik saa nemt. Mor sad saa lidt i Sofaen og snakkede og kom i seng og havde det saa dejligt i sin egen Seng. Mor sov godt om Natten. Næste Dag (Lørdag) skulde hun have været lidt op, men var saa træt og vilde helst være fri. Det lignede slet ikkeMor ikke at ville op, for mor kunde ellers ikke lide at ligge i Sengen. Da jeg var der oppe om Aftenen, havde Mor læst sin Avis, og den var saa interessant, sagde hun, og nu laa hun og hæklede Blonder til mine Natkjoler, "men det gaar saa langsomt". Søndag Morgen lige ved Kirketid raabte Frk. Østergaard oppe fra Trappen, om jeg vilde komme med Kampherdraaberne. Jeg kunne nok forstaa, at det var galt fat og fløj derop. Mor var faldet om ved siden af Sengen, da hun ved Frk. Ø.s Hjælp var kommen op og blev vasket. Frk. Ø. havde dog faaet hende op i Sengen, hvordan vidste hun ikke selv. Mor havde Aandenød, men da hun havde faaet Kampherdraaberne, sagde hun lidt efter: "det hjalp". Lidt efter sagde hun: "Løft mig, løft mig". Jeg lagde Armen bag om Mor, og Frk. Ø. stoppede Puden ned bag hende. Jeg bad Frk. Ø. om at gaa ned og ringe til Cecilie og Carl Vilhelm, men selv blev jeg staaende og holdt paa Mor. Mor laa stadig med lukkede Øjne, hun ahvde dem slet ikke aabne. Saa sagde hun: "Nu dør jeg, hils dem allesamen og Bent". Saa ringede Kirkeklokkerne, Vinduet var aabent for om muligt at lette Aandedrættet, og Mor sagde: "Det ringer - Kirke". Jeg kunde ellers ikke se, om Mor var ved Bevidstheden. Jeg bad Fadervor højt og klart og blev glad overrasket ved, at Mor sagde "Amen". "I maa ikke være bedrøvede", sa` Mor, og lidt efter: "I maa ikke begrave mig levende". Det var det sidste, Mor sagde. Hun kunne være ganske rolig, sagde jeg, vi skulde ikke begrave hende, før det var sikkert, at hun var død. Saa strakte Mor sig ud og gav et lille Pust, og det var vel det sidste, men jeg blev dog staaende, som jeg selv syntes, længe, og holdt om Mor, for jeg kunne ingen Forandring se. Klokken var 10 ¬‡, da Mor døde,og den manglede vel omtrent 10 Min. i 10, da jeg kom derop. Jeg var og er saa taknemmelig for, at Mor blev syg før Kirketid, saa jeg kunne være hos hende til det sidste. Jeg prøvede paa at synge lidt for Mor "Den store hvide Flok vi se" og "Op dog Zion". Jeg ved ikke, om Mor hørte det, hendes Ansigtsudtryk forandrede sig i det hele taget slet ikke, der var saa meget, jeg burde have sagt, men i Øjeblikket stod jeg saa underlig fattig for aandelige Tanker og kunne ikke faa det i Samklang med det realistiske, som foregik for mine Øjne. Saa kom Carl Vilhelm og saa Cecilie.
- Marie

--
Moders Modvilje mod at være den, Opmærksomheden gjaldt, hendes Uselviskhed og Tanke for os andre kom saa karakteristisk frem, da jeg besøgte hende paa Hospitalet første Gang efter Operationen; straks Moder saa mig komme ind, greb hun Ordet og sagde:" Hvordan har Du det, lille Vib?"

Moder havde jo længe været forberedt paa at dø og havde omtænksomt fordelt sit jordiske Gods mellem sine Børn, Børnebørn og Kirstine. Faders Krans skulle til Tyrsted Kirke.

Moder blev bisat ved en Højtidelighed i Gymnastikhusets Sal d, 14. November, hvor Pastor Lauersen og jeg talte. Kisten og Blomsterne blev sendt til Thyrsted, hvor Begravelsen fandt Sted d. 18. Novbr. 1923. Medens Christian og Ebba kom fra Aalborg, kom vi andre (Cecilie, Ahrent, Sofie, Thøger, Knud, Eli, Marie, N.H. Rasmussen, Bent, Else, Poul, Andreas, Eli, Gudrun, Julie og jeg samt Alphonse Kiilerichs Datter Inger) samlede i to Biler fra Snoghøj. Pastor Freuchen talte over Moder. Martin Jensen og Niels Hjerrild havde pyntet Kirken, og Kirstines Broder havde sørget for Blomsterne. Efter Begravelsen var hele Familien samt Kirstine, Martin, hans Kone Karen og Inger Kiilerichsamlede i Præstegaarden og om Aftenen kørte vi atter til Snoghøj (Christian og Ebba ogsaa), hvor vi skiltes næste Dag.

Nu – et Aar efter – er Christian død (d. 17. Maj), Rasmussen død (d. 1. August), Andreas har maattet opgive Fiskerhøjskolen og er bleven Adjunkt i Aabenraa, og Cecilie er flyttet fra Boserup til Sct. Hans som Oldfrueassistent.