Paa Øen var en Herregaard, Birkumgaard. Carl Bruun (15) og Cecilie Bruun. De boede i deres Gaard i Aalborg om Vinteren. Fader og Moder havde megen Glæde af dem og af deres Pleiedatter - Marie Korsberg (16). Hun blev gift med Kellerup til Visborggaard. Da vi Børn bleve lidt større kom vi af og til med op paa Gaarden og vi maatte løbe hvor vi vilde. Det var meget morsomt og meget at se paa den store Gaard. Vi fandt en Dame som godt kunde lide os og vi hende. Hun sad ene i et Værelse og lappede og stoppede altid Lagener. Vi Børn vare saa bange de skulde glemme at give hende noget at spise.

Ja vi saa mange Ting der forundrede os. Vi faa Hovfolkene, baade Mænd og Kvinder gaa hjem om Aftenen i store Klynger. Vi saa Torturredskaber i en Kjælder, det gjorde et meget trist Indtryk paa os. Hvordan kunde der noget Menneske være saa ond. -

Fader læste med Vilhelm, Andreas og lidt med mig, og Moder syede og strikkede med mig, og naar jeg havde været flittig tog hun mig paa Skjødet og viste mig Billeder i Penningmagasinet og fortalte mig om Billederne (17). Det sidste par Aar vi vare der kom Onkel Thøger, som da var Kandidat, og læste med os. Vi holdt saa meget af ham.

Jeg har aldrig glemt en Aften ned Solnedgang. Fader og Moder spadserede som saa ofte op paa Øen, op til Møllen. Jeg var gaaet med og da de stode stille satte jeg mig paa en stor Sten. De talte om hvor "yndigt der var paa Gjøl og om hvor lykkelige de altid havde været og om hvor god Gud altid havde været imod dem, og om at de nu snart skulde forlade Øen. Jeg blev faa ulykkelig og saa ud over Markerne og ud over Fjorden som Solens Straaler farvede i alle Regnbuens Farver idet den gik ned. Først nu saa jeg og fattede jeg hvor der var yndigt paa Gjøl Der blev Saa trangt og Stille indeni mig, jeg følte Guds Kærlighed, og hvor jeg elskede mine Forældre.

Fra den Tid, Fader var præft paa Gjøl:
Vi vare i Fællesskab om et Fiskeri. Vor Karl hjalp ogsaa med at røgte det om Morgenen. Saa kom de ind i Bryggerset (Frammerset) om Morgenen og hældte Fiskene ud paa Gulvet og delte dem i Dele saa hver Karl kunde gaa med sin Part. Naar Silden begyndte at komme kyssede Koner og Piger den og sagde: "velkommen bette Sild!" - Vore Piger vilde faa gjerne ud med andre Piger at glibe, – de beholdt da Liv og Trøie paa og Linned men tog Skjørterne af og Moder rullede derpaa pigerne ind i tykke Halmsimer fra Livet og ned til Knæerne. Moder Sad paa en Stol og holdt i Simen og Pigen Snurrede rundt og naar de kom til Benene maatte hun faa løfte det ene Ben over, men snurrede Stadig rundt. Saadan drog en Flok glade piger ud i Vandet.

Stuehuset blev kaldt Isteraden (Ildstedraden). Kostalden hed Rørhuset, Bryggerset hed Frammerset. En Dag var jeg med Fader og Moder paa Besøg paa Øland, det var en pastor Kruse (18), som var gift med Faders Kusine (Karoline Rømler). De fortalte at de kunde høre naar Fader havde Begravelse paa Gjøl, thi Skolelæreren Kløigaard havde faa kraftig en Røst at de paa Bland kunde høre hvilke Salmer der blev sungne paa Gjøl.

Da mitt Søster og jeg vare blevne konfirmerede kørte Fader, Moder og vi 5 Børn og Kusken, Mikkel, til Gjøl fra Hvorslev og besøgte Bruns. Vi overnattede i et par Kroer for at Hestene kunde hvile, og tilsidst kjørte vi over "Veilen" det var et Stykke af Limfjorden med lavt Vand der kaldtes saadan. Kjørebanen i Vandet var indrammet med lauge Stænger med Halm foroven. - Der var yndigt paa Gjøl, undtagen i Præstegaarden, ber boede en ulykkelig præstefamilie (deres Navn vil jeg fortie) de forstod ikke at leve hyggeligt. Ja, maaske Vare de lykkelige, men for andre var det ikke til at forstaa. Skillerummene imellem Stuerne som vare flyttede, stode Stadig med den raa Bankerot imellem Murstenene, uafstrøgne. I en Stue stod hele Familiens Fodtøi samlet paa Gulvet. Det Hele var et Sørgeligt Syn. Hvor jeg var bedrøvet over at jeg fik Præstegaarden at se. Og naar præstens ingen Middagsmad havde blev den ældste Søn, han var 10 Aar, sendt i Byen med en Spand for at se at faa lidt Mad til Familien. Den Stakkels Dreng han tog sig det nær, og Aaret efter at vi havde været der hængte han sig i Laden. Tænk 11 Aar gammel.

I Haven var der et Egetræ som vi Børn kaldte Stort da vi levede der, vi byggede Storkereder i det med Mursten. En Dag fik jeg en Mursten i Hovedet og deraf har jeg endnu et Ar. Da Moder vadskede Blodet af mig gik min Søster op og ned af Gulvet og Sang: '"Dustelov det var Fitte, Dustelov det var it Gitte". Nu var det et lille forkrøblet Træ: nu vi vare blevne Store.

Lige udenfor Køkkendøren laa der en lidt udhulet Sten som min Søster og jeg lavede Kaal og andre Rariteter i, og lidt fra den Sten stod der et Piletræ med 4 Stammer, nu var det et lille Træ; men dengang forekom det os som et stort Træ der kunde sveie Vinden, vi vare ofte bange det skulde falde om paa os.
            
Nu saa jeg rigtig Kirken, det var en hyggelig Kirke med forgyldt Altertavle der kunne lukkes sammen. Og Bruns havde deres egen Stol ovenpaa de andre Stole. Bruns vare nogle Gange oppe at besøge os i Hvorslev. De kjørte ogsaa med egen Vogn. Men før Brun gik ind i Huset blev hans Kuffert skruet af Vognen, den Stod paa et dertil lavet Kuffertbrædt og der var Værdipapirer i den, saa den maatte først bæres ind i Sikkerhed før Brun turde gaa ind. Han eiede over en Milion Daler. Hans strengeste Dag, sagde han, var naar han ved Terminerne skulde skrive paa Papirerne.