Aage Otterström 1757 – 1837      
  2. GENERATION
     
     
    Forord
  1. Rasmus Otterström
  2. Aage Otterstrøm
   
Skomager i København
Aage Otterstrøms første ægteskab
Marie dør
Aage Otterstrøms andet ægteskab
Københavns brand
Lahdes kobberstik
Byen raseres
Efter branden
Genopbygning og grundkøb
Størrestræde 392
Hummergade 363
Folketælling 1801
Hummergade 362
Familieforøgelse og krig
Fortsat byggeri
Inflation, bombardement, nederlag
Københavns bombardement
De svenske familieforhold
Udvandring og dødsfald
Epilog
 
  3. generation
  4. generation
  5. generation
  6. generation
  7. generation
  8. generation
  9. generation
  10. generation
    Andre Otterstrøm'er
 
Aage Otterstrøms første ægteskab
1787 - 1792

Med det nyvundne borgerskab, som gav ham ret til at drive selvstændig næring - og pligt til at betale skat til byen -, var der åbnet adgang for ham til at få en skomagervirksomhed. Der var på den tid 300 skomagere i København, og erhvervet var i støt fremgang i de gode år i slutningen af 1700-tallet, hvor byen voksede stærkt i indbyggertal og konjunkturerne steg på grund af Københavns stilling som handelscenter. Men at nedsætte sig som nyetableret mester var sin sag for en udlænding uden kapital.

Henne i Lille Knabrostræde boede en skomagerenke Marie Ravn. Hendes mand,  Ove Wahler, havde købt hus der i 1782 (NOTE 1) og havde værksted og lejere i huset. Manden var død af ”tærende sygdom” i december 1785,  kun 31 år gammel, og enken sad tilbage med 3 småbørn, Peter, Marie og Ovine. Som skomagerenke havde hun gjort brug af sin ret til at drive professionen videre, men hun så sig naturligvis om efter en passende efterfølger.

Det blev til trolovelse d. 20. marts og bryllup i Helliggejst kirke d. 27. april 1787. Parret var noget ulige af alder; Aage var 30 år og Marle 41 år. Men de brugte den udvej, som mange var tvunget til at benytte for at få livet til at gå videre i et tid, som var ret så barsk og ikke kendte til nogen offent­lig forsorg.

Samme sommer, som Aage og Marie giftede sig, blev der holdt folketælling, og det er herigennem muligt at få et indtryk af forholdene i skomagerhjemmet og i huset som helhed:

l. familie
- Ove Otterstrøm, husejer, 30 år, 1. ægteskab, skomagermester
- Mette Marie, hans kone, 41 år, 2. ægteskab
   
- Peter Wahler, 6 år - børn af konens 1. ægteskab
- Marie Kirstina Wahler, 4 år
- Ovena Maria Wahler, 2 år
     
- Andreas Holmsted, 27 år, ugift skomagersvend - tjenestefolk
- Johannes Arendsen, 32 år, ugift skomagersvend
- Jens Pedersen, 17 år, ugift skomagerdreng
- Svend Poulsen, 17 år, ugift skomagerdreng
- Maren Pedersdatter, 28 år, ugift tjenestepige

2. familie
- Magnus Levin, husbonde, 40 år, politlbetjent
- Ester Pollak, hans kone, 32 år
- Rakel, hendes søster, 34 år, ugift 
alle af den jødiske nation

3. familie.
- Peter Chrlstensen, husbonde, 32 år, skoflikker
- Maren Christiansdatter, hans kone, 24 år
- Friedrich Christian Kassthamn (?), logerende hos husejeren, 44 år, ugift,
ekstrakopist ved Hof- og Stadsretten

I alt 16 personer

Udlejningen til de andre familier dækkede den faste rentebyrde af lånene i huset. En af långiverne var ankersmed Peter Christensen Lund, som stod familien meget nær og havde 2. prioriteten i ejendommen; renten var den normale: 4 %.

Ved lejeopgørelsen i 1792, da der var andre og flere lejere, fordeltes den således:

- Skoflikkeren i Kælderen 20 rdl./år
- Bryggersvenden i stueetagen 32 rdl./år
- Jøden i øverste etage 40 rdl./år

Selv boede Aage og Marie på 2. sal, og i nogle værelser øverst oppe under taget holdt deres svende og drenge til, vist nok ved siden af værkstedet.

Man kan undre sig over, at en skomagermester ville have en skoflikker som lejer i sit hus; skoflikkerne forstod sig kun på at reparere fodtøj, de var ikke med i skomagerlauget, men ildesete. Måske har det alligevel været en fordel at kunderne både kunne få lappet det gamle skotøj sammen og - hvis det var for dårligt - kunne få taget mål til et sæt nye sko eller støvler oppe hos fagmanden.

Aage tog sig af opmålingen og havde sit eget tilskærerbord på værkstedet. Derefter kunne svendene tage fat med selve syningen. Værkstedet havde en beholdning på 100 læster og et lager af tilskåret læder (NOTE 2), og arbejdet kunne skride hurtigt. De to læredrenge skulle lave pløkkene og - når det kom vidt - slå dem i i et kunstfærdigt mønster. Hver mand havde sit arbejdsbord; arbejdstiden var lang, fra kl. 5-6 om morgenen til sent om aftenen; arbejdsdisciplinen tilsvarende streng. Svendene skulle være ugifte, de hørte ligesom drengene med til familien og skulle bo hos mester. Det gav meget arbejde for Marie, som skulle lave mad tll 10 munde hver dag; derfor er det ikke så mærkeligt, at familien havde tjenestepige (NOTE 3).

Huset i Knabrostræde hørte til blandt de mindste i København, det var gammelt, usselt og mørkt. Ud mod strædet var det knap nok 5 meter bredt (3 fag vinduer). Opholdsstuen vendte ud mod gaden, og ved siden af var et kammer. Mod gården lå køkkenet med den åbne skorstensild. Bagud var der værelse og spisekammer. Nede i gården, som altid lå i halvmørke, fordi den var meget snæver og indeklemt (8 kvm), var det fælles lokum i et bræddeskur; vand blev hentet dernede ved en vandstander (NOTE 4). Ejendommens grundareal var i alt på kun 51 kvm; hovedparten af husets 4 etager bestod af bindingsværk, og det var tæt sammenbygget med de andre huse, både til siden og bagud. Derfor blev det et let bytte for flammerne under branden i 1795; men da var famillen netop flyttet (NOTE 5).

 
 
 
 
 


NOTE 1
Knabrostræde, Snarens Kvarter nr. 73, købt for 2250 rdl.

NOTE 2
Skifte 1792

NOTE 3
Tjenestepigen Cecilla Jensdatter fik ud over frit ophold 6 rdl./halvår i 1792

NOTE 4
vurderingsforretning 1 SKlftet 1792

NOTE 5
Aage solgte grunden tll magistraten i 1796 for 717 rdl. Der blev senere bygget op igen ind over en anden brandtomt. Placeringen er i vore dage: Knabrostrrede nr. 21 (matr. 113)
Genopbygget 1797 af bygmester I.M. Quist. Huset er bevaret.