Christian Erasmi's 17 børn      
  4. GENERATION
     
     
    Forord
  1. Rasmus Otterström
  2. Aage Otterstrøm
  3. generation
  4. generation
   
Emmanuel
Erasmine Charlotte
Cathinca Marie
Niels Preben
Carl Aage
Marie Elisabeth
Hans Jørgen
Henrik Johan
Francisca Augusta
Christian
Marinus
Marie Elisabeth (Elise)
Emma
Carl Erasmi
Theodor
Cornelia
Lauritz Nicolai Hvidt
Slægten i Sverige
Tekst i Word-format
  5. generation
  6. generation
  7. generation
  8. generation
  9. generation
    Andre Otterstrøm'er
 
Carl Erasmi Otterstrøm, 1839-1896
Født 17. aug. 1839 i Aarhus, død 16. maj 1896 i Tyrsted ved Horsens.

Præst

Gift 15. nov. 1867 i Hvorslev med Sophie Cathrine Flensborg, født 11. dec. 1838 på Gøl, død 11. nov. 1923 på Frederiksberg (begravet i Tyrsted); forældre: sognepræst på Gøl, senere Hvorslev Johan Ahrent Flensborg og Mette Schalstrup.

6 børn: Sophie Cecilie (1868), Ahrent Emanuel (1870), Mette Marie Elisabeth (1873), Andreas Nicolai (1875), Christian Erasmi (1876) og Carl Vilhelm Theodor (1881).

Carl Erasmi blev student i 1858 i Aarhus. Cand. teol. i 1865. Han var først uordineret medhjælper i Bjerregrav og lærer i Randers. I 1867 blev han forstander for Uth højskole (ved Horsens), men måtte opgive den i 1870*. I 1871 blev han kapellan i Astrup-Tulstrup-Hvilsted sogne, og året efter sognepræst i Hvilsted, der blev udskilt som et selvstændigt sogn. 1876 sognepræst i Nordby på Samsø. Fra 1886 til sin død var han sognepræst i Tyrsted.

Som 82-årig nedskrev Sophie sine erindringer. Efter hendes død blev de udgivet som privattryk (Kolding 1928) af C.V. Otterstrøm: Moders Erindringer.

Om Nordby-tiden skriver Sophie Otterstrøm:**
I september 1876 flyttede vi til Nordby. Præstegarden blev det yndigste og hyggeligste hjem. Helt lukket gård med 2 porte med porthammer. Haven var også yndig, men den var lille, så urtehaven "Smørgården" lå en 5 minutters gang fra præstegården halvvejs til havet. Der var en dejlig - stor kirke, og den var fyldt hver søndag, og det skønt den var et stykke vej fra byen, det gjorde at man holdt af menigheden, skønt den var meget aparte og ensidig. ”Sadan gør vi Nordbier" sagde de, og så var det rigtigt. Der var dog mange jeg kom til at holde af. - Byen var meget stor og tæt sammenbygget, et sted lå den ene gårdmands gavl inde i den andens lade, og sådan var det flere steder med kun ganske lidt plads mellem gårdene. Der gik altid vægter om natten, og alle vægterversene blev sunget, og tordnede det gik der to vægtere. Ligeledes når der blev bagt, der var nemlig småt med brændsel, og så bagte man med halm...

Om aftenen på et bestemt klokkeslet forlod alle piger og karle deres tjenester og samledes i byen, -der havde de flere lejede samlingsstuer, hvor de drøftede alt og vendte hjem igen, når det passede dem. De havde den sætning: natten er vor egen. Jeg talte med en kone om det, men hun sagde: vi gjorde akkurat ligesådan, så vi kan ikke sige noget til det.

Den lykke og glæde vi havde af alle de 6 børn er ikke til at beskrive. De var raske og legede sa udmærket sammen og fortalte os om hvad de oplevede. Der var en stor dobbelt lo i den ene ende af stuehuset, den fik vi indrettet til tumleplads for børnene med gynger, rebstige, knudetov og jeg ved ikke hvad.

Det var med et tungt hjerte vi forlod Samsø for børnenes skyld. Den yndige ø og det yndige hjem - og vi havde været så lykkellge der...

Lærer Jakob M. Hansen, Nordby sogns historiker skriver (Nedergaard VII B,600): Så kom pastor C.E. Otterstrøm hertil. Biskop Brammer var ængstellg for at få en grundtvigianer hertil i 1876. Biskoppen ønskede ”en sjælelig og legemllg sund og dygtig mand, hvilket der sandelig var behov for, fordi ingen af Samsøs præster egnede sig til at blive provst. Og sognepræsten i Nordby skulle betjene Tunø, hvis sognepræst var syg.

Otterstrøm huskes bl.a. for sin politiske interesse. Det var i provisorie-årene, og præsten var ivrig højremand. Allerede før der blev stationeret 2 gendarmer i byen, havde han søgt at overvåge ungdommens færd på gaden om aftenen og lejlighedsvis havde han fået en del unge mulkteret for sammenstimlen og uro, drillerier og respektløs optræden over for præsten. Han blev derfor upopulær i visse kredse, og det landskendte refræn: Ned med Estrup, Scavenlus og Ravn! fik i Nordby følgende udformning, rettet mod ham og hans to politlske meningsfæller, lærer Larsen i Nordby og Kyhn i Mårup:
Ned med Larsen, Otterstrøm og Kyhn!
Vi vil ingen nattevægtere ha',
vi vil selv regere by'n.


Tyrsted 1886-97
I Tyrsted med den venlige befolkning levede far og mor lykkeligt i 9 1/2 år, indtil far blev syg i vinteren 1896 og måtte la de sig indlægge. Det viste sig at være blærekræft, for hvilken der ikke var nogen redning... Ved begravelsen strøede unge piger fra landsbyen blomster og grønt foran ligvognen. Graven var gravet med trappetrin, sa kisten blev båret helt ned i den. Beboerne havde skænket en sølvkrans til fars kiste; efter mors død (1923) er den efter hendes ønske blevet ophængt i koret i Tyrsted kirke. (Cecilie Møller)

At det kneb svært for far og mor at få råd til at lade os studere, er ikke så sært, thi far måtte svare halvdelen af embedets indtægter til sin forgænger. Men vi børn mærkede intet til de økonomiske vanskeligheder... (C.V. Otterstrøm)

 
 

Carl og Sophie Otterstrøm

Carl Erasmi Otterstrøm

Sophie Cathrine Flensborg

 
 


* Højskolen var oprettet 1853 af Komtesse Emy Frijs, men ophørte året efter; genoprettedes 1867-70, nedlagdes derefter og blev brugt som asyl
** Sophie Otterstrøms erindringer er genoptrykt i Nedergaard: Dansk præste og sognehistorie VII B, 605-606